tirsdag den 28. december 2010

Snart nytår


I dag er det et rigtig træls vejr, det regner og blæser. Men det er nok også meget fornuftigt så vi kan få gjort nogle af de ting vi skal.

I morgen tager vi af sted mod Wellington, New Zealands hovedstad, hvor vi skal holde nytår.
Derfor skal vi have pakket alt vores skrammel ned i kufferterne så vi kan aflevere det på hotellet.
Det er utrolig så mange ting man får skrabet sammen når man sådan er af sted. Men i kufferterne kom det da.

I morgen kører vi, og så er vi ikke tilbage ved nettet før vi kommer hjem fra Wellington.

Derfor ønskes i alle et
                                            RIGTIG GODT NYTÅR
                                                                                             
                                                                                                            her fra New Zealand.

Nu må I passe på jer selv; øjne, fingre og alt andet, og så håber vi at I kommer godt ind i det nye år.

Juledagene



1.     juledag er alt lukket hernede da det er d. 25 december der bliver åbnet gaver hernede.
Kim og jeg kørte en tur, og der var bare overfyldt på stranden. Der var pavilionner og telte og jeg ved ikke hvad over det hele, hvor familierne så var samlet til god mad og hygge.

Vi kørte ned til hotellet hvor der var en pakke til mig fra Lilly.

Derefter kørte vi en lille tur i byen – i byens hal var der stor fest hvor alle kunne komme ind og få mad og hygge sig. Vi kørte en tur ned til surferstranden hvor der også var en masse mennesker.

Derefter kørte vi hjem og lavede absolut ingenting.


D. 26 december er der megaudsalg hernede. Vi kørte til Hamilton – jeg ville have gjort min ring lidt mindre og Jane skulle have gjort hendes større.
Vi kom ind til byen kl. 5 minutter over 10, og det var bare total kaos. Jeg har aldrig set noget lignende.
Vi var så heldige at finde en parkeringsplads rimelig hurtigt – Ulrik måtte køre rundt i næsten 10 minutter for at finde en.

Vi tog så ind i smykkeforretningen for at få ordnet vores ringe. Det endte med at jeg købte en ring mere til at sætte på min venstre hånd, så jeg kunne sætte Kims på min højre. Det var nemlig billigere end at få gjort ringen mindre – den passede på højre hånd.

Vi købte en vandretaske der var på tilbud, og havde så begge fået nok af det stress der var derinde. Vi besluttede os for at køre hjem, det tog os næsten 10 minutter bare at komme væk fra parkeringspladsen pga. alle de biler der var. Det var ufatteligt. Havde der været dobbelt så mange parkeringspladser som der var, ja så havde der stadig været slåskamp om parkeringspladserne, og det var ikke ligefrem fordi der var få pladser, nej, der vær næsten dobbelt så mange som ved Kolding storcenter – det siger også lidt om hvor mange mennesker der var.


D. 27 december var vejret dejligt, og vi besluttede os for at tage til stranden. Det er helligdag hernede så der var også proppet på stranden.
Vi fandt en god plads, og Kim og Lasse forsvandt hurtigt ud i bølgerne med deres bodyboards.
På trods af at surferforholdene var ’small’ som der stod, så synes jeg nu at bølgerne var rigtig store, men ja. Det bliver jo heller ikke kaldt for surfernes paradis for ingenting.

Kim fik lokket mig med ud i bølgerne, jeg havde fået lov at låne Lasses bodyboard. Det var rigtig sjovt. Men det var også lige med at finde teknikken i hvordan man kom gennem de store bølger uden at blive kastet rundt eller taget flere meter med tilbage mod land.

Jeg fik mig nogle rigtig gode ture, men da min bikini ikke ville lege med mere blev vi nødt til at gå i land igen. Jeg har ikke en våddragt så jeg havde bare lånt Kims badeshorts og så min egen bikinitop. Men det er ikke ret praktisk ude i de bølger. Næste gang vi skal af sted tror jeg at jeg skal have lejet mig en våddragt. Det var i hvert fald rigtig rigtig sjovt.

Vi var dernede nogle timer, og selvom jeg havde husket solcremen formåede jeg alligevel at blive rigtig solbrændt på ryggen.
Det fik vi så heldigvis ordnet med jeg ved ikke hvor meget aloe vera creme da vi kom hjem. 

Juleaften


Udsigten fra lejligheden.
De røde blomster, er dem der symboliserer
at det er jul hernede.
Juletræet med sin pynt.


Så blev det d. 24 december og dermed juleaften. Det er svært at komme i rigtig julestemning når solen skinner, det er varmt og man render rundt i shorts og t-shirt pga vejret er så dejligt. Ja, det eneste der har hjulpet en smule på det var da alle de vinterbilleder der var lagt ind på facebook, nyhederne vi læste om alle de ting der skete i kulden hjemme i Danmark.

Det lækre bord, med adventskrans,
flæskesteg, brune kartofler, brun fed
flødesovs og så selvfølgelig chips.
Ja selv alle Kiwierne der bor hernede og har boet her i mange år, har fortalt at de på trods af de mange år de har boet her, stadig ikke har vænnet sig til at det er varmt i julen, de er også vant til at det er koldt og af og til også med sne.
(Kiwier er en betegnelse for de folk der flytter til New Zealand for at bo, Maorierne er de indfødte).

Juleaftensdag havde vi håbet på masser af solskin og dejligt vejr, det blev desværre ikke helt som planlagt, der var lidt støvregn og lidt lettere skyet. Men dog stadig dejligt vejr.
Vi danser om juletræ, det er Ulrik der
tager billedet.
Vi valgte ikke at tage på stranden som vi ellers havde planlagt, og hyggede os i stedet herhjemme med at pakke gaver ind, pynte juletræet og lave mad.

Juleaften skulle vi holde med Kims kollega Ulrik, hans kone, Jane, og søn Lasse.

Vi havde fået fat i en flæskesteg ved slagteren, det var lidt af et bøvl at forklare slagteren hvad det var vi mente, og svært at forklare ham at den altså skulle være firkantet og ikke trekantet. Til sidst lykkedes det dog, og vi hentede den så om formiddagen d. 24.
Mig der pakker Kims julegave op.
Den var godt proppet med puder,
coca colaer og jeg ved ikke hvad.

Kim, Ulrik og Lasse tog et smut ud for at fiske – hvor Jane og jeg så kunne nå at få pakket de sidste gaver ind.

Da mændene kom hjem var det ved at være tid til at gøre sig klar, og vi gik hver til sit for at komme i bad og blive anstændige at se på.

Derefter gik vi op til Jane og Ulrik, hvor Kim og jeg så begyndte på at færdiggøre ris ala manden (vi havde kogt risengrød aftenen før). Fløden skulle piskes i hånden da der ingen håndmikser var i huset, det gik da også fint, lidt syrer i armen men det var også det.
Kim der åbner min gave.
Den var pakket godt ind :D 

Kim fik desserten færdig og hyggede sig så med Ulrik og Lasse ved computeren, mens Jane og jeg blev i køkkenet for at gøre maden færdig.

Vi havde besluttet at vi skulle have rigtig dansk mad. Så jeg gik i gang med at lave brune kartofler mens Jane begyndte på den brune sovs.
Det var næste sådan at tænderne løb i vand ved synet af det danske mad.

Da det endelig var færdig gik vi til bordet og tog så godt for os af retterne.
I ris ala manden var der en mandel, men det var desværre hverken Kim eller jeg der fik mandlen, det var Ulrik.

Vi gik så ind i stuen hvor vi dansede om et plastikjuletræ vi havde fundet. Vi sang et par sange og grinte, hvorefter vi så slog os ned i sofaen. Lasse delte pakkerne ud én efter én.
 
Kim fik af Lasse en mangefarvet paraply, noget specialsæbe til fødderne og en nøglering. Af mig fik han et gavekort til en ny tatovering han har snakket rigtig meget om, og et armbånd der matcher det andet armbånd jeg har givet ham. Det er sammen måde det er flettet/snoet på, men det er bare meget tyndere. Det ser rigtig godt ud når det er sammen.

Jeg fik af Lasse en pakke chokolade, noget specialsæbe til fødderne og en nøglering. Af Kim fik jeg en rigtig flot ring i hvidguld som jeg havde ønsket mig.
Himlen da vi var ved at pakke gaver op. Det var bare flot.

Lasse, Ulrik og Jane fik også nogle gode gaver, og jeg tror aldrig jeg har set en dreng blive så glad for en gave, som Lasse gjorde da han fik hans Ipod touch. Han begyndte at græde af glæde, og det endte med vi alle sad med en lille klump i halsen.

Da gaverne var pakket ud sad vi og spiste lidt julegodter.

Juleaften var desværre også den dag Kim og jeg måtte sige farvel til en nær ven. Anders’ krop gav op, og han døde juleaftensdag.
Vi sender mange tanker hjem til hans familie.
R.I.P Anders. 

Hobbiton



På vej hjem fra Rotorua valgte vi at slå et smut ind forbi Hobbiton. Det ligger næsten lige på vejen fra Rotorua til Hamilton.
Hobbiton er et ’movie set’ fra optagelserne af ringenes herre. Vi var der, hvor hobitterne boede i filmen.

Det var utrolig dyrt at komme ind, det kostede $ 300 for 4 voksne og 1 barn. Det var helt vildt. Men da vi kom tilbage fra turen blev vi hurtigt enige om at det var alle pengene værd.

Inden vi kom af sted på turen skulle vi læse og skrive under på nogle betingelser der var for at man kunne komme af sted.
 
Først var der et lille show med hvordan man klipper får (det så vi ikke da vi kom lidt senere).
Efter det var der mulighed for at fodre lammene – de var ellevilde efter at få den mælk der var til dem.

Vi blev så hentet i en bus, og blev så kørt af sted ned mod pladsen hvor husene var.
Vi var utrolig heldige med tidspunktet vi kom på. 6 uger før vi kom var der ikke andet end et enkelt ’hobithul’. Men vi var så heldige at komme på det tidspunkt hvor de næsten var færdige med at rekonstruere hele byen.

Derudover var der også bygget 5 nye huse, der skal bruges i filmen ’Hobitten’ der snart skal til at optages.

Det var helt vild hvilke udgifter og hvor meget arbejde der havde været i at lave byen der.
Selve stedet blev udelukkende valgt pga. det store festtræ der var så flot og rundt, og så at det var ved siden af en sø. Hvis ikke træet havde været så rundt, stort og symmetrisk så var de bare fløjet videre for at lede efter et andet sted at optage filmen.

Det kan helt klart anbefales at tage et smut forbi Hobbiton hvis man kommer herned.

Rotorua – Skyline


Lugene man kørte i
Ulrik der er af sted 3. gang.


Efter vi havde været i Paradise Valley parken tog vi tilbage ind til Rotorua by, hvor vi skulle ud til et sted der hedder skyline.

Her skulle vi med en gondol op på et bjerg, det var en lang tur i gondolen, og man kunne se ufattelig langt. Man kunne se ud over en stor sø, og man kunne se dampen fra Te Puia hvor vi var dagen før.

Da vi kom til toppen fandt vi os en hjelm hver, fordi vi skulle ud og køre i en luge ned af bjerget.

Det er næsten ligesom en sæbekassebil, hvor du kun kan stoppe og så holde den kørende samt dreje. Så kører du ned af en betonvej der er lavet ned af bjerget. Alt efter hvilket niveau du vælger går det enden meget lige ned eller bare lidt lige ned.

I gyngen da vi var på vej op.
Da vi var skudt af sted og var helt ude på
den anden side.
Vi havde købt to ture og den første tur er det obligatorisk at man skal have begynderruten. Da vi efter en lang tur kom til bunden satte man bilen og så var det ellers en lille 2 personers bænk man skulle køre den lange tur op med igen. Det var næsten ligesom en skilift.

Da vi så skulle have vores anden tur ned ville vi have ruten avanceret, Kim havde nemlig luret at der var et flyvhop på den tur. Jeg kørte først men blev ret hurtigt indhentet af Kim der kom med en ufattelig fart, jeg fik travlt med at kigge bagud efter ham og da han så kørte forbi mig og jeg så frem, ja så var jeg på vej ud over flyvhoppet, det var vildt sjovt, og man havde ufattelig meget fart på, det var med at holde tungen lige i munden rundt i svinget, jeg var nær tippet rundt men fik den reddet i sidste øjeblik.
Da vi kom ned fra turen.

Den anden runde må jeg give Kim æren af at have vundet. Men jeg vandt den første omgang, så vi står lige, hehe.

Efter vores to ture i lugen skulle vi have os en tur i en skyswing. Vi havde lovet at tage Lasse med op i den, da det ikke er noget for hverken Ulrik eller Jane med højde og fart.

Der var ingen kø så vi kom direkte op i gyngen og blev så spændt fast på kryds og på tværs. Lasse fik æren af at skulle trække i udløseren når vi kom til tops og opad det gik.
Kim da han kom ned derfra.

Der var ikke noget at holde fast i andet end selen, og var noget overrasket over hvor hurtigt vi kom til at hænge med front lige ned. Der var rigtig langt ned synes jeg.

På vej op fortrød Lasse at det var ham der skulle trække i udløseren og så fik Kim æren af det i stedet. Vi kom til tops, og så var det ellers bare af sted. Vi gik fra 0-150 km/t på 2 sekunder. Nøjh det var sjovt. Vi købte en video der blev filmet af os. Vi så filmen flere gange og kunne simpelthen græde af grin over vores ansigtsudtryk. Det var bare så sjovt.

Efter den tur havde vi besluttet os for at vi skulle have noget at spise. Oppe på bjerget var der en fin restaurant med buffet til kun $ 25. Vi sad med udsigt ud over Rotorua og søen og det var bare lækkert.

Da vi havde proppet os godt tog vi gondolen ned igen og kørte så videre.

mandag den 27. december 2010

Rotorua – Paradise Valley Wildlife Lion Park



Løveungen der leger med dyrepasserens lange hår.
Rådyrene der var vilde efter at blive fodret.
Torsdag d. 23 december kørte vi tidligt ud til en dyrepark der ligger lidt uden for Rotorua.

Dette rådyr var noget så glad for mig.
Kildevandet man kunne trække.
Da vi kom derud torsdag morgen var vi nogle af de første der ankom, så der var dejlig stille så vi havde god tid og plads til at komme rundt og se de ting vi ville.

Vi gik en runde, hvor vi så de mange forskellige dyr, der var blandt andet rådyr, bjerggeder, vildsvin, possums, waliby (en mini kænguro) og mange andre dyr. 
Kim der fordre en and - ungerne er i baggrunden.
Et sjovt træ der var groet sammen som en stol.
Mange af dyrene kunne håndfodres, og ved indgangen købte vi sammen med indgangsbilletten nogle små poser foder til dyrene. De var alle ellevilde efter at få noget at spise, og samledes hurtigt omkring en. Der var endda en and der blev så utålmodig at den bed Ulrik i storetåen for at få noget at spise.
Et smukt vandfald der var i parken.

I parken havde de også en 6 måneder gammel løveunge, den var der mulighed for at komme til at klappe, hvilket vi gjorde og den var bare rigtig kær. Vildt uartig og fræk, men mindst lige så sød.
 - Da dyrepasseren vendte ryggen til hende for at se til den 11 måneder gamle unge i buret ved siden af, hoppede den lille løveunge op på hende fordi den ville lege. Hun hængte sig også i dyrepasserens lange hår, men fik så meget bestemt at vide at den ikke må bide.
Det var lidt sjovt.

Parken vi var i, er den smukkeste og mest velholde dyrepark vi nogensinde har set. Der var ikke en finger at sætte nogen steder.
Dyrene så utrolig velplejede ud, og de så ud til alle at have det godt.
Parken var bygget efter hvordan naturen der, for at vedligeholde og ikke ødelægge naturen der.

I parken var der også en kilde, hvorfra der blev tappet vand på flasker. Det smagte ufattelig godt, og du kunne bare gå op til kilden og drikke derfra hvis du havde lyst.

Kim og jeg med den søde løveunge.
Gennem parken gik der en flod, det er New Zealands bedste ørredvandløb. Det kunne vi også sagtens forstå i og med der var utallige ørreder over det hele i floden. Nogle af dem kom endda hen til de steder hvor man kunne komme ned til vandet, fordi også de vidste at der var mad at finde. Det var nogle ordentlige krabater, de fleste af dem vi så var godt og vel en halv meter lange.
 - Man måtte desværre ikke fiske der.

Det var en rigtig godt oplevelse i parken, og det kan varmt anbefales alle der skal til Rotorua, at de tager ind i den park.

lørdag den 25. december 2010

Rotorua - Te Puia


Tirsdag d. 22 december tog Kim, jeg, Kims kollega Ulrik, hans kone Jane og søn Lasse, af sted mod Rotorua hvor vi havde planlagt at skulle lave lidt forskelligt.

Det tog 2 timer at køre derhen, vi startede med at finde et hotel vi kunne overnatte på, og derefter gik turen ud til Te Puia, der er en park hvor de har en dobbelt geyser, en masse mudderhuller hvor der er kogende mudder, varme kilder og en masse forskellige ting der hører maoriernes kultur til.

Dobbeltgeyseren skyder et par gange i timen, og det er forskelligt hvor højt den skyder, men det kan komme helt op til 30 meter.

Rundt om geyseren var der et stort område med varme kilder og kogende vand. Det var hegnet ind så man ikke kunne komme derind.
Ude omkring det var det klipper man kunne sidde på. De var rigtig varme, og da geyseren begyndte at sprøjte vand op, blev stenene endnu varmere, og nogle steder stod dampen ud fra nogle huller der var ind til de varme kilder.

Waitomo Caves

Kim har nu fået juleferie. Så der er en masse ting vi gerne vil nå at se.

Tirsdag vendte vi så snuderne mod Waitomo Caves, hvor der er glowworms.

Glowworms er kun fundet i to lande – New Zealand og Australien. Så grotterne her er meget kendte.

Ormene sidder i loftet på huler og lignende, hver orm har så en 15-20 fangetråde af slim hængende til at fange fluer og andet kryb. De tiltrækker disse insekter ved at lyse med bagenden – det er en kemisk reaktion der er i afføringen så de lyser.

Vi tog af sted midt på formiddagen og ankom så lidt over middag.

Vi havde på forhånd besluttet os for at vi skulle ud og black water rafte, det er hvor man følger en flod gennem en grotte/hule. Det er fuldstændig mørkt, og det eneste man kan se er det lyset fra sin pandelampe lyser på.

Det blev til turen kaldt Black Labyrinth.

Vi blev iført våddragt og mærkelige hvide grimme gummistøvler, og derefter blev vi tildelt en badering hver, der skulle holde os oven vande hele turen.

Da vi kom frem til grottens åbning blev der taget billeder, derefter gik turen ind gennem grottens mørke.

Vandstanden var noget højere end normalt, den lå normalt på 30 cm på et bestemt punkt i grotten, men den dag vi skulle af sted var den 48 cm, så det gav en noget kraftigere strøm, og derfor også en lidt vildere tur.

Vi hoppede ud fra vandfald med bagenden først, hvor vi skulle lande i vores badering.

Vi skulle glide af nogle strækninger hvor der var vildt gang i den – begge gange formåede jeg så at falde ud af ringen. Så Kim – der var kommet af sted før mig, vidste at det var mig der ville komme når han så en badering komme flydende uden ejer, hvor jeg så kom lidt efter – ret fortumlet men med et ordentlig smil på læben.
Jeg tog det også som var det lidt ekstra action.

Vi kom til et stille punkt, hvor vi fik et stykke chokolade og en fortælling om glowwormens historie.

Dette er ikke fra vores tur, men
fra samme sted vi var.
Det blå der ses øverst i billedet
Er de glowworms jeg har
forklaret om.
Der var ufattelig mange af dem.
Da vi nåede mod udgangen, fik vi at vide vi skulle slukke vores pandelamper hvor det så blev ufattelig mørkt. Vi skulle lege en leg der hed ’find selv vej ud af grotten’, hvis vi tændte for vores lamper tog de det som var det en nødsituation.

Gennem hele turen, kunne vi se de glødende orme i loftet og på væggene omkring os. Det var et utrolig flot syn.

Da vi kom tilbage fik vi suppe til at varme os på, og tog så videre op til hovedattraktionen, hvor man på gåben kom ind i en grotte og så hvordan mineralerne havde formet sig, der var drypsten overalt – hvilket der også var i grotten vi var igennem tidligere.

Da vi havde fået rundvisning på gåben kom vi i en båd hvor vi blev sejlet ind til et sted hvor der var flere 1000 glowworms. Det var fanscinerende og utrolig smukt.

Da vi kom ud derfra vendte vi trætte hjemad.

Søndagshygge


Søndag d. 12.12 havde Kim og kollegaerne tidligt fri. Vi havde derfor aftalt at vi skulle på stranden alle sammen. To af Kims kollegaer har købt sig et par jetski som de tog med derned.

Vi fik en tur på den, altså dem der ville, og jeg bliver nu aldrig træt af at sejle på jetski. Det er hylende morsomt.

En af kollegaerne havde også købt et par vandski til, og vi skulle så prøve at stå på vandski – men det blev nu kun til et enkelt forsøg, da jetskien slugte de 20-30 m line der var til. Så det var på vognen med jetskiene og tilbage til lejligheden for at se om vi kunne fikse det.

Det kunne de så heldigvis, og de fik alt linen ud.


Klokken var blevet mange, og efter vi alle havde været på Ocra og få en varm kakao, tog vi hver til sit. 

Store badedag


Fredag var der store badedag i skolen Lasse går på. Jeg var derfor inviteret med af Jane til at komme med og se skolen og komme med ned til stranden til badedagen.
Vi tog af sted kl. 9 og ankom til skolen en time før de skulle af sted. Så vi fik chancen for at komme ind i klasse og se hvordan undervisningen foregår. 

Hernede er det ikke tilladt at have sko på inde i klasselokalerne. Skoene skal stilles i den reol der står ude foran klasselokalet. Det er simpelthen fordi det ikke er alle maorierne, der har råd til sko, så derfor skal alle have skoene af, for at børnene kan være så lige som muligt inde i klassen.

Hernede har børnene meget mere respekt for lærerne end de har hjemme i Danmark, og hvis ikke de gør hvad der bliver sagt, får de klar besked om at de ikke skal spilde lærerens tid, og hvis det er helt slemt bliver de sendt uden for døren, hvor de så skal finde en anden lære og snakke med – men det er ikke helt nemt, i og med alle de andre lærere også underviser, så børnene kommer til at sidde udenfor indtil der kommer en anden lære.
 
Det er meget varmt hernede, og solens stråler er meget kraftige, derfor er der også en regel der siger, at for at børnene må komme udenfor og lege i frikvartererne, SKAL de have en hat eller kasket på, der skygger for solen. Hvis ikke de har en hat på må de ikke bevæge sig uden for de sejl der er sat op for at give skygge.
Det var sjovt at se, hvor bevidste alle børnene er omkring solen hernede, de har alle solcreme i taskerne og smører sig jævnligt ind, simpelthen fordi det går så stærkt med at blive solbrændt.

Vi fik en kort rundvisning på skolen inden vi skulle af sted mod stranden, der hang meget kunst rundt omkring, alt det hele lavet af elever på skolen. Og jeg må sige at jeg er overrasket over hvor gode de er kreativt. Det var helt utroligt hvor flot det var, jeg kan ikke engang tegne halvt så godt som de havde gjort. Det var jeg fascineret over. 
 
Så var klokken blevet 10 og vi skulle af sted mod stranden, alle elever gik 2 og 2, en stor og en lille, og så var det af sted. Det tog en 10 minutter at komme ned til stranden hvor alle samledes under et stort træ, hvor de fik lidt af deres mad, hvorefter de så spredte sig for alle vinde for at spille crikket, touchball, og alt mulig andet.

Når fløjten lød, gik der ikke mere end 2 min inden alle børnene var oppe ved træet igen, hvor der så kom en ny besked. Derefter spredte alle børnene sig igen og legede igen. De er meget omsorgsfulde, og du så faktisk ikke nogle børn der var alene eller holdt udenfor. Alle havde nogle at lege/spille bold med.

Fløjten lød endnu engang og så blev der spist frokost. Derefter var det de mellemste børns tur til at komme i vandet. Der var faste regler for, hvordan de måtte bade. Først var det de store børn, derefter de mellemste, og til sidst de helt små, og det var der ingen problemer med at holde. Da de fik tilladelse til at smutte i vandet, var den første i vandet en af lidt ældre lærere der spurtede ned i vandet med alle børnene i hælene. Det så sjovt ud. Vandet var koldt, og det var sjovt at se hvordan de alle skiftevis var i vandet, og så op på stranden og ligge sig på maven i det sorte sand for at få varmen, og så ud i vandet igen.

Det var en god dag, og jeg fik en masse gode indtryk af hvordan skolen foregår hernede.