søndag den 28. november 2010

Skoven



UDsigt ned til vandet fra Allans lejlighed.
Søndag skulle vi aflevere bilen vi havde lånt weekenden over, og kørte ind til byen for at aflevere den. 

Derefter tog vi hen til Allan, kollega, og hyggede os der næsten en time. Inden vi blev kørt hjem tog vi ind i en surferbutik for at købe os et par sandaler.

Da vi kom hjem fik vi en let frokost, pakkede kufferterne helt ud og kom helt på plads, og besluttede os så for at gå en tur i det dejlige vejr.

Vi gik op af vejen vi bor på og fandt så ud af at den var blind, det gik noget opad og jeg kunne godt mærke at mine lægge ikke var blevet brugt på den måde i noget tid. Vi gik tilbage af og fandt så den sti vi havde fået at vide førte ned til stranden. Efter et par minutter stod vi nede i en skov der nemt kunne minde om en subtropisk skov, der var palmer, en lille bæk der kom oppe fra bjergene, lianer, bregner og jeg ved ikke hvad (der skal nok komme billeder af dem). Det var rigtig flot og hyggeligt. Heldigvis så jeg ingen edderkopper, selvom jeg godt ved de er der.

Stien delte sig og vi kunne komme hen til bækkens udspring, vi gik derhen men synes nu ikke man kunne sammenligne den med et udspring. Vi gik tilbage af og videre ned mod stranden, det var en tur på godt 3 km, hvor vi gik gennem skoven, op og ned af trapper, af snørklede stier, over broer, og ja også gennem et sumpområde hvor der heldigvis var lavet en bro henover. Vi valgte at lade være at gå helt ned på stranden, og vendte så hjemad. Det var en rigtig lækker tur, og vi skal nok få gået den mange gange. 

Lejligheden



Lørdag d. 27 november skulle vi flytte fra værelset nede i Raglan by, og ud i et hus der ligger omkring 5 km uden for byen. 

Huset består af 3 lejligheder, hvoraf vi skulle bo i den ene. 
Den nederste etage består af to lejligheder til 4 personer hver, det er en stue, køkken sammen, 2 værelser og et badeværelse. Det er en meget lækker lejlighed. Den øverste etage er én stor lejlighed, hvor en af Kims kollegaer bor, han har sin kone, Jane, og sin søn Lasse med herned. Det er jeg rigtig glad for – og Jane blev også glad for der kom en anden dansk pige herned hun kunne hygge sig med mens mændene er på arbejde.

Lasse er 11, og kom med herned med lektier hjemmefra, efter noget tid blev han træt af bare at være derhjemme og bad om at få lov at komme i skole. Så han blev meldt ind i skolen nede i byen og går nu i klasse der sammen med de lokale børn. Det er han rigtig glad for. På skolen er der den regel, at inden man går ind i klassen skal de tage skoene af, det er fordi de lokale, Mauierne, ikke alle har råd til sko, så for at børnene er så lige som muligt må de ikke have sko på indenfor. Derudover, må de heller ikke komme udenfor og lege hvis ikke de har en kasket eller andet på, der skygger for ansigtet – det pga. solen hernede har en UV faktor på 10-12, hvor skalaen hjemme i Danmark slutter ved 10. Solen er meget hård hernede. 

Udsigten fra altanen på 1. etage.
Efter vi havde fået os en god lang snak med dem heroppe, tog Kim med en kollega ud på siten for at se hvordan det hele så ud derude. I mellemtiden hyggede jeg mig med Jane, Lasse og Ulrik (kollegaen der bor her),  og da lejligheden vi skulle bo i var gjort rent fik jeg sat nogle af tingene på plads. Kim kom hjem først på eftermiddagen, hvorefter vi tog ned i byen for at få handlet ind. Det var noget af en dyr omgang. 

Brugsen i byen her, handler ind i supermarkedet inde i Hamilton, og sælger derefter varerne herude til en pris, hvor de stadig tjener på det. Dvs. vi f.eks. skulle betale næsten 25 kr. for 2 L mælk. Så vi købte kun hvad der var yderst nødvendigt. Efter vi havde handlet tog vi hjem til lejligheden, hvor vi havde aftalt med familien ovenover at vi skulle grille sammen med dem. Det var rigtig hyggeligt, og da klokken var blevet alt for mange gik vi hver til sidst og gik i seng, meget trætte. Lidt kan man altså mærke at man lige pludselig er 18 timer foran, hvad man har levet efter i næsten 2 måneder. 

En ulykke kommer sjældent alene



I lufthavnen i Los Angeles, hvor vi ventede på det
forsinkede fly. Vi havde en masse håndbagage.
Så blev det onsdag morgen, og vi skulle tidligt op for at komme i lufthavnen. Vi skulle hente Cindy, der skulle køre os i lufthavnen for at tage bilen med ud på siten bagefter. Vi kom gennem sikkerhedstjek og ventede så på flyet. 

Flyet var ikke særlig komfortabelt – Kim og jeg skulle sidde i hver sin side af flyet ved vinduet, det ville også have været fint nok, hvis altså man kunne være der. Det var ikke til at sidde ordentligt med hovedet da man ikke rigtig kunne have det lige pga. flyet var smalt og ikke ret højt. Men det gik, vi havde kun en times flyvning til Minneapolis.

Da vi landede i Minneapolis havde vi en smule travlt da vi skulle videre med det næste fly en halv time efter og vi lige skulle finde gaten og også have os noget morgenmad. Minneapolis er en kæmpe lufthavn og vi måtte med metroen for at komme hen til den gate vi skulle rejse fra. Vi nåede dog det hele, og nåede også at få os en varm kakao og en sandwich.

Flyveturen til Baltimore tog næsten 2 ½ time. Turen gik nu meget godt, og var rimelig hurtigt overstået, vi sad lige bag businessclass så vi havde god plads til benene og kunne slappe godt af.

Da vi ankom til Baltimore skulle vi have fat i vores bagage og så i en taxa ind til Washington D.C til den New Zealandske ambassade. Der var vi så utrolig heldige at komme med en taxa, hvor chaufføren var russer og ikke snakkede ret godt engelsk. Men en ting kunne han nemt udtrykke – det var at han var irriteret over at skulle køre ind til Washington. Vi følte os ikke ret trygge ved at køre med ham, da vi slingrede en del hele vejen derind fordi der liiiige var nogle hovsaer hvor han glemte at holde på rattet. Selvom vi havde givet ham den rigtige adresse kunne han ikke finde ambassaden, og vi kørte rundt i 10 minutter og ledte indtil Kim selv fandt det og måtte guide chaufføren derhen. 

Egentlig skulle det ikke have taget ret lang tid at hente passet, men eftersom ham der havde behandlet Kims papir ikke var der, ville de ikke udlevere passet til Kim. Så vi måtte vente på ambassaden i næsten 2 timer inden han kom og vi så kunne få passet.

Derefter var det videre ud til Dulles lufthavn der ligger lidt uden for Washington – en 45 min kørsel ca. Turen derud gik fint og vi var noget mere heldige med taxachaufføren denne gang. Han var rigtig fin. Da vi kom i lufthavnen havde vi problemer med at få tjekket mig ind da jeg ingen returbillet havde. Det lykkedes dog efter de havde tjekket mig, og sagde så bare at jeg godt kunne risikere at blive tjekket igen når jeg kom til New Zealand. 

Med den ro gik vi op til gaten og fik os noget at spise, og så pludselig bliver jeg kaldt til gaten, og allerede der tænker jeg bare åh nej. Da vi kommer hen til gaten får jeg så at vide at jeg ikke måtte rejse af sted pga. jeg ikke havde nogle returbillet. Hun var så i gang med at finde en returbillet til mig og jeg aftalte med hende hun skulle se om hun kunne finde en billet hjem til Danmark – det fandt hun så også men den billet kostede 4300 $. Det var lige i overkanten af hvad vi havde lyst at betale og prøvede så selv at finde en billet. Det var godt nok stressende. Vores bagage var pillet af flyet og Kim måtte heller ikke tage af sted da vi rejste sammen. De begyndte at boarde flyet og vi fik endnu mere stress. 
Det endte så med vi måtte købe en billet så jeg kunne komme tilbage til Los Angeles, og da vi så endelig fik betalingen til at lykkedes kunne vi komme med flyet. Flyet blev holdt tilbage pga. os, og det var vi godt nok glade for.

Fra Washington skulle vi til Los Angeles for at rejse videre derfra. Turen til Los Angeles tog 5 timer og føltes som en evighed, nøjh den var lang. Men vi kom langt om længe frem.

Vi satte os ved gaten og ventede spændt på vi blev kaldt til boarding, da de så meddelte at flyet var forsinket. 
Hele flymandskabet – kaptajn og det hele, sad fast i trafikken pga. der var sket en ulykke. Så vi endte med at være 1 ½ time forsinket.

Vi kom så endelig af sted og fik nogle meget gode pladser i flyet. Vi fløj med en 757’er. Vi kom til at sidde i den miderste række, men sædet ved siden af mig var frit så det var dejligt. I hver nakkestøtte var der et tv, hvor vi kunne vælge mellem jeg ved ikke hvor mange film, spil og TV-kanaler. Der var i hvert fald nok at give sig til.

Vi havde en tur på 13 timer foran os, og efter vi havde fået ’aftensmad’ faldt vi begge i søvn. Jeg sov i næsten 10 timer on and off. Kim ca. 7, og jeg vågnede så 1 ½ time før vi skulle lande hvor vi fik morgenmad. Turen var rigtig god, og det er en af de bedste flyveture jeg har haft. Det føltes som en rigtig kort tur og for en gangs skyld sad man faktisk komfortabelt.

Vi landede i Auckland, New Zealand kl. 10:35 fredag d. 26 november. Vi rejste fra Los Angeles onsdag – så vi mistede på turen herned lige en dag i vores kalender.  

Vi blev budt velkommen til New Zealand med et fantastisk vejr, vi kom fra -28 grader ned til 25 – 30 grader. Det var bare skønt.

Vi blev hentet i lufthavnen af en af Kims kollegaer og vendte så snuden mod Raglan, det var en tur på godt 2 timer af nogle meget snørklede veje. Hvis ikke man lige var vaks og holdt øjnene på vejen så ville man først og fremmest meget hurtigt blive køresyg, og hvis man sad bag rettet så kunne men også meget vel være røget af vejen. 

Da vi kom til Raglan blev vi indlogeret på motellet Sunset, hvor vi skulle være til lørdag. Efter vi lige havde fået et længe ventet bad, gik vi ned og købte lidt frokost og tog tilbage til værelset. Da vi havde spist gik vi en tur ned til vandet som kun lå 100-200 m væk fra værelset og gik en tur der. Det var bare helt fantastisk.

Senere på aftenen var vi inviteret ud at spise sammen med Kims kollegaer, og vi havde en rigtig hyggelig aften selvom vi var ved at være rigtig godt trætte. 

USA - NZ


Værelset da vi var ved at pakke. Det var et værre rod.

Jeg fik for et par uger siden, et tilbud af Kim om at komme med ham til New Zealand, hvor han skal arbejde det næste halve år. Et sådant tilbud kunne jeg ikke sige nej til, så planlægningen begyndte – jeg skulle have snakket med Bredehus, aflyst nogle aftaler og talt med familien om det. Der var heldigvis ingenting der satte sig imod det, så jeg kunne gladelig sige ja tak til turen. 

Vi vidste ikke, hvornår vi skulle af sted, da Kim først skulle have arbejdsvisum herned til. Det gik heldigvis rimelig stærkt mht. godkendelsen af disse papir.

Tirsdag d. 23 november kom Kim tidligt hjem fra arbejde, han virkede lettere stresset, hvilket jeg fandt ud af der var en god grund til. Vi skulle nemlig have bestilt en billet så vi kunne rejse næste dag – altså onsdag morgen.

Vi skulle til Washington D.C for at hente Kims pas – det skulle hentes inden kl. 14 da ambassaden ellers var lukket i helligdagene – i USA har de jo thanksgiving, og ved thanksgiving er alt bare lukket ned, så hvis ikke vi kunne få en billet onsdag til at komme ind og hente passet , jamen så skulle vi vente endnu en ugen inden vi kunne komme af sted mod New Zealand. Vi fandt heldigvis nogle billetter til onsdag morgen kl. 5 med ankomst i Baltimore kl. 10:39.


Så vi fik jo vældig travlt, 8 uger skulle pakkes ned i kufferter, og eftersom det var – 20 grader i Bismarck og det er sommer i New Zealand – ja, så er det jo ikke det samme tøj vi har brug for. Så kufferterne skulle pakkes, og vi skulle pakke et par kasser med tøj og sko der skulle sendes hjem til Danmark. Det var en dyr omgang at få sendt tøj og sko hjem til Danmark – men det var nok billigere på den måde, end at skulle slæbe det med helt til New Zealand plus at betale overvægt.            


Da vi havde været på postkontoret og sende pakkerne af sted, tog vi tilbage til hotellet, hvor et par af Kims kollegaer ventede på os. Vi skulle lige have en afskeds øl og en god snak – det fik vi os også og klokken blev mange og vi vendte tilbage til rodet og pakkeriet på værelset.

torsdag den 25. november 2010

Missouri River


Missouri River


Det er længe siden, men her kommer der lige lidt opdateringer. 
Så blev det søndag, og Kim havde fri, så vi valgte at køre os en tur for at se på området omkring Bismarck.
Turen gik ud til Missouri River, der er den længste flod der går gennem Nordamerika – den er 3770 km lang. Det er langt må man sige.
Det er rigtig flot nede omkring floden, og det lader også til at Amerikanerne synes om stedet. Der er en rigtig mange udsigtspunkter der alle er forbundet af en cykel/gangsti, der også nyttigt bliver brugt af motionister. Det er i hvert fald det eneste sted i byen, hvor vi har set aktivitet i form af løb og cykelture.


Missouri River i snevejr


Det er siden sidst også blevet snevejr og meget koldt. Der ligger en 10 cm sne over det hele, der er mange steder, hvor der er ’black ice’ hvilket er is man ikke kan se er der, så man skal være forsigtig når man færdes rundt, da der pludselig kan være is under fødderne på dig. Udover sneen og isen, er det også blevet utrolig koldt, vinteren er kommet og der er en -10 - - 28 grader hele tiden. 
Kim havde tidligt fri en dag, hvor vi valgte igen at køre ned til Missouri River for at se hvordan det så ud dernede i det kolde vejr. Det er ikke et sted der er eftertragtet når der er sne og kulde, for vi mødte ikke en eneste anden da vi var dernede. Men det var stadig rigtig flot.

tirsdag den 9. november 2010

Shop amok

M.A.C


Det længe ventede makeup
Efter en forgæves tur til Fargo for at købe makeup, valgte jeg at bestille noget af min yndlingsmakeup over  nettet.

Jeg bruger M.A.C. makeup hvilket jeg synes er det absolut bedste makeup man kan få.

Hjemme i Danmark er det kun muligt at købe M.A.C. makeup i magasin i Århus og København. Udover den lange køretur man skal på derhjemme for at kunne købe noget af mit yndlingsmakeup, så koster det kassen derhjemme. Det er ufattelig dyrt, og det er også noget af det der har tilbageholdt mig fra at købe mere af det på dansk jord.

Herovre bestilte jeg over M.A.Cs hjemmeside 10 øjenskygger, 2 pensler og 1 2-i-1 mascara. Hver øjenskygge derhjemme, koster mellem 125-150 danske kroner. Herovre via. nettet nøjedes jeg med at give $ 12 pr. øjenskygge hvilket er 60 kr. Måske stadig lidt smådyrt, ja, men taget i betragtning af, hvad jeg har sparet i forhold til hvis jeg købte det hjemme i Danmark, har jeg ikke dårlig samvittighed.

Efter jeg havde ventet på det i en uge ankom det endelig til hotellet d. 4 november. Det var en glædens dag for mig, og jeg kan forestille mig jeg havde julelys i øjnene da jeg pakkede pakken op.
Der var ikke noget af makeuppen der var beskadiget så alt var bare perfekt.


Nike


Vores nye sko. Mine er dem i midten, og de andre to par
er Kims. Dem til højre, er skoene til hverdagsbrug.
Eftersom jeg ikke har fået mine løbesko med herover, blev jeg nødt til at købe mig et par nye herovre. Det samme gjorde Kim.

Alt er noget billigere herovre i forhold til Danmark. Så endnu engang har vi fået gjort os en god handel.

Kim købte 2 par Nike løbesko – det ene par dog kun til hverdagsbrug, og jeg købte et par. Da vi kom tilbage på hotellet, undersøgte vi på Nikes hjemmeside, hvad det ville have kostet os, hvis vi havde købt skoene hjemme i Danmark. Det blev til 3200 kr.

Da vi så det, kunne vi ikke lade være at smile bare en lille smule, eftersom det vi gav for de tre par sko, var langt under halv pris af hvad de koster i Danmark.

Så endnu en gang – en god handel fik vi gjort os.


Jeg undrer mig af og til over, hvor billigt det hele er herovre. Det er ikke kun mærketøj og makeup, nej det er alt. Det er mad, drikkevarer, biler, huse, ja alt.

Jeg kan godt forstå nogle amerikanere ryster en smule på hovedet når de hører, hvad vi betaler for tingene derhjemme.


The Winner Takes It All

- Eller os gør han ikke.

Gavekortet til Scheels. 
Da vi søndag var nede i centret for at finde vores løbesko, blev vi tilbudt at deltage i en konkurrence om et gavekort til SCHEELS (butikken vi købte skoene i) på $ 300. Det siger man selvfølgelig ikke nej til, så derfor deltog vi begge i konkurrencen. 

Det var ude foran centret der var en Dodge udstilling, hvor man, hvis man svarede på et par spørgsmål, deltog i lodtrækningen om dette gavekort på $ 300. 
Udtrækningen ville ske samme dag. Vi gik ind og shoppede vores sko, hvorefter vi tog tilbage til hotellet.
Her blev vi mødt af et par af Kims kollegaer, hvor vi blev tilbudt at spise med dem - de havde gang i grillen. På grillen var der friskfanget fisk og ribs. 
Fisken smagte fantastisk, den var marineret i lime og hvidløg. Mums. 

Der sad vi så, det meste af eftermiddagen, og lige pludselig ringer Kims telefon, og han havde vundet i lodtrækningen. 
Han tog ikke hele præmien, desværre, men fik et gavekort på $ 100 til Scheels. 
Det skulle vi ned og hente med det samme. Hvor vi efterfølgende tog tilbage til kollegaerne og hyggede os. 

Inden vi kom tilbage til hotellet var vi nede ved USAs største og længeste flod. Den kommer der billeder af senere. 

Den gode gerning




Kims portion af de friskstegte grøntsager
og kød. 
Lørdag havde Kim tidligt fri, så vi besluttede os at tage ned i centrum og spise på en asiatisk restaurant, der ligger nede i Kirkwood Mall. Vi er gået forbi den mange gange.

Det er en restaurant med japansk mad, hvor det hele er buffet. Det er ikke en lille buffet med nogle indbagte rejer og 2-3 andre ting. Nej det er en buffet der fyldte næsten halvdelen af restauranten. Der er 6 buffeter, hver buffet er ca. 4 m lange med en 10-15 retter i hver buffet. Der var en salatbuffet, en dessertbuffet, en buffet med forskellige ting der kan betegnes som forret, en buffet med nogle indbagte ting, en buffet med nogle retter/sovse med kød i, og en buffet med rå ingredienser, hvor man selv tager på tallerkenen hvad man vil have, og så giver man det til en ung japaner der står i for enden af buffeten, hvor han så tilbereder det man har valgt.

Nøjh, hvor det bare smagte godt det han tilberedte. Grøntsagerne var der bid i, og smagen af soja var lige tilpas. Det er det bedste jeg har fået af den slags mad længe. 

Vi sad der en times tid, vi fik begge buffet, og 2 colaer hver, og da vi så fik regningen var jeg ved at falde bagover – og det var ikke fordi det var dyrt nej, tværtimod, denne gode buffet med drikkevarer havde kostet os $ 21. Ja, det svarer til 112 kr. Det er den billigste buffet jeg nogensinde har fået. 


I USA er man i restaurationsbranchen ikke betalt ret godt, der lever tjenerne af drikkepenge, og det er fast regel at man giver 10 % i drikkepenge. Dvs. vi skulle give dem $ 2 i drikkepenge. Men eftersom det smagte så godt som det gjorde, og det ikke var dyrere, besluttede vi os for at give dem $ 30 i alt.

Da vi gik, nåede vi at se tjeneren gå hen til bordet for at tage betalingen, og der kom et lille glædesudbrud fra ham, og han nærmest hoppede hen til kollegaen ved maden og viste regningen og hvor meget de havde fået i drikkepenge.

Kim og jeg gik begge derfra med utrolig god samvittighed, og vi blev enige om at det var dagens gode gerning. Jeg kunne ikke lade være med at smile hele vejen hjem med tanken om, hvor glade de blev.

onsdag den 3. november 2010

Frikadeller


Frikadelletid

Frikadellerne der var tilovers.

Som mange nok ved, er der ikke mange steder uden for Danmark, hvor man kan få frikadeller. Specielt ikke herovre i staterne. 

En af Kims kollegaer har været i Danmark, hvor han smagte frikadeller, og dem elsker han som han siger. Derudover har Kim på siten luftet for kollegaerne hvor godt dansk mad er. Derfor, da jeg kom herovre, kom jeg til et sted, hvor man ikke praler med at man kan lave dansk mad uden at lave det. 

Så søndag, skulle Kim på arbejde, og jeg blev enig med Kevin – en amerikansk kollega, at vi skulle ud og finde noget hakket svinekød så jeg kunne komme få lavet mine frikadeller. Turen gik til wallmart, hvor jeg fandt hvad jeg skulle bruge, og så var det ellers hjem til hotellet og i gang med at lave frikadeller.

Kim kom hjem ved 6 tiden, hvor jeg var ved at være færdig med frikadellerne. Kasper blev sendt i wallmart efter pasta – for det havde jeg selvfølgelig glemt. Da det var kogt mødtes ’the tripel K’s = Kasper, Kevin, Kim og jeg på vores værelse, hvor vi fik en dansk ret bestående af frikadeller, pasta og ketchup J Mums det smagte godt. Det er noget man kommer til at savne når man er væk hjemmefra – det er det danske mad. 

Det sjove ved det med pastaen var, at Kevin spurgte hvilken slags pasta det var vi skulle have, om det var med ost eller hvilken slags. Da jeg så svarede almindelig pasta uden noget, så han helt underlig ud i hovedet, som om han ikke vidste hvad det var. Det gjorde han heller ikke og var spændt på at se hvad det var. 
Det kunne jeg ikke lade være at grine lidt af, det siger lidt om, hvor sjældent de spiser pasta uden ost eller et eller andet andet i. Det er åbenbart ikke normalt herovre. 
Kim med en af de 'små' ostepops.
Frikadellerne var en succes, men vi fik ikke spist mere end ¼ af frikadellerne, så resten af dem var dømt til at komme med dem på arbejdet dagen efter. Her var frikadellerne også en kæmpe succes, og de var alle væk inden klokken 10 om formiddagen.


Stor, større, størst.

Når man taler om at alt er meget større og utrolig overdrevet herovre i USA, kan jeg kun give folk ret. 
Kim har købt nogle ostepops vi i går skulle have hul på, og da vi fik en ostepops op, begyndte vi begge at grine. De amerikanske ostepops er gigantiske. De er nok 5 gange så store som danske ostepops. 
Og når det går helt ned til ostepops – ja, hvad er der så ikke af andre ting, der er meget større end derhjemme. 
Hjemme har vi måske stor og større, men herovre har i de størst.