En ulykke kommer sjældent alene

I lufthavnen i Los Angeles, hvor vi ventede på det
forsinkede fly. Vi havde en masse håndbagage.

Så blev det onsdag morgen, og vi skulle tidligt op for at komme i lufthavnen. Vi skulle hente Cindy, der skulle køre os i lufthavnen for at tage bilen med ud på siten bagefter. Vi kom gennem sikkerhedstjek og ventede så på flyet. 

Flyet var ikke særlig komfortabelt – Kim og jeg skulle sidde i hver sin side af flyet ved vinduet, det ville også have været fint nok, hvis altså man kunne være der. Det var ikke til at sidde ordentligt med hovedet da man ikke rigtig kunne have det lige pga. flyet var smalt og ikke ret højt. Men det gik, vi havde kun en times flyvning til Minneapolis.

Da vi landede i Minneapolis havde vi en smule travlt da vi skulle videre med det næste fly en halv time efter og vi lige skulle finde gaten og også have os noget morgenmad. Minneapolis er en kæmpe lufthavn og vi måtte med metroen for at komme hen til den gate vi skulle rejse fra. Vi nåede dog det hele, og nåede også at få os en varm kakao og en sandwich.

Flyveturen til Baltimore tog næsten 2 ½ time. Turen gik nu meget godt, og var rimelig hurtigt overstået, vi sad lige bag businessclass så vi havde god plads til benene og kunne slappe godt af.

Da vi ankom til Baltimore skulle vi have fat i vores bagage og så i en taxa ind til Washington D.C til den New Zealandske ambassade. Der var vi så utrolig heldige at komme med en taxa, hvor chaufføren var russer og ikke snakkede ret godt engelsk. Men en ting kunne han nemt udtrykke – det var at han var irriteret over at skulle køre ind til Washington. Vi følte os ikke ret trygge ved at køre med ham, da vi slingrede en del hele vejen derind fordi der liiiige var nogle hovsaer hvor han glemte at holde på rattet. Selvom vi havde givet ham den rigtige adresse kunne han ikke finde ambassaden, og vi kørte rundt i 10 minutter og ledte indtil Kim selv fandt det og måtte guide chaufføren derhen. 

Egentlig skulle det ikke have taget ret lang tid at hente passet, men eftersom ham der havde behandlet Kims papir ikke var der, ville de ikke udlevere passet til Kim. Så vi måtte vente på ambassaden i næsten 2 timer inden han kom og vi så kunne få passet.

Derefter var det videre ud til Dulles lufthavn der ligger lidt uden for Washington – en 45 min kørsel ca. Turen derud gik fint og vi var noget mere heldige med taxachaufføren denne gang. Han var rigtig fin. Da vi kom i lufthavnen havde vi problemer med at få tjekket mig ind da jeg ingen returbillet havde. Det lykkedes dog efter de havde tjekket mig, og sagde så bare at jeg godt kunne risikere at blive tjekket igen når jeg kom til New Zealand. 

Med den ro gik vi op til gaten og fik os noget at spise, og så pludselig bliver jeg kaldt til gaten, og allerede der tænker jeg bare åh nej. Da vi kommer hen til gaten får jeg så at vide at jeg ikke måtte rejse af sted pga. jeg ikke havde nogle returbillet. Hun var så i gang med at finde en returbillet til mig og jeg aftalte med hende hun skulle se om hun kunne finde en billet hjem til Danmark – det fandt hun så også men den billet kostede 4300 $. Det var lige i overkanten af hvad vi havde lyst at betale og prøvede så selv at finde en billet. Det var godt nok stressende. Vores bagage var pillet af flyet og Kim måtte heller ikke tage af sted da vi rejste sammen. De begyndte at boarde flyet og vi fik endnu mere stress. 

Det endte så med vi måtte købe en billet så jeg kunne komme tilbage til Los Angeles, og da vi så endelig fik betalingen til at lykkedes kunne vi komme med flyet. Flyet blev holdt tilbage pga. os, og det var vi godt nok glade for.

Fra Washington skulle vi til Los Angeles for at rejse videre derfra. Turen til Los Angeles tog 5 timer og føltes som en evighed, nøjh den var lang. Men vi kom langt om længe frem.

Vi satte os ved gaten og ventede spændt på vi blev kaldt til boarding, da de så meddelte at flyet var forsinket. 

Hele flymandskabet – kaptajn og det hele, sad fast i trafikken pga. der var sket en ulykke. Så vi endte med at være 1 ½ time forsinket.

Vi kom så endelig af sted og fik nogle meget gode pladser i flyet. Vi fløj med en 757’er. Vi kom til at sidde i den miderste række, men sædet ved siden af mig var frit så det var dejligt. I hver nakkestøtte var der et tv, hvor vi kunne vælge mellem jeg ved ikke hvor mange film, spil og TV-kanaler. Der var i hvert fald nok at give sig til.

Vi havde en tur på 13 timer foran os, og efter vi havde fået ’aftensmad’ faldt vi begge i søvn. Jeg sov i næsten 10 timer on and off. Kim ca. 7, og jeg vågnede så 1 ½ time før vi skulle lande hvor vi fik morgenmad. Turen var rigtig god, og det er en af de bedste flyveture jeg har haft. Det føltes som en rigtig kort tur og for en gangs skyld sad man faktisk komfortabelt.

Vi landede i Auckland, New Zealand kl. 10:35 fredag d. 26 november. Vi rejste fra Los Angeles onsdag – så vi mistede på turen herned lige en dag i vores kalender.  

Vi blev budt velkommen til New Zealand med et fantastisk vejr, vi kom fra -28 grader ned til 25 – 30 grader. Det var bare skønt.

Vi blev hentet i lufthavnen af en af Kims kollegaer og vendte så snuden mod Raglan, det var en tur på godt 2 timer af nogle meget snørklede veje. Hvis ikke man lige var vaks og holdt øjnene på vejen så ville man først og fremmest meget hurtigt blive køresyg, og hvis man sad bag rettet så kunne men også meget vel være røget af vejen. 

Da vi kom til Raglan blev vi indlogeret på motellet Sunset, hvor vi skulle være til lørdag. Efter vi lige havde fået et længe ventet bad, gik vi ned og købte lidt frokost og tog tilbage til værelset. Da vi havde spist gik vi en tur ned til vandet som kun lå 100-200 m væk fra værelset og gik en tur der. Det var bare helt fantastisk.

Senere på aftenen var vi inviteret ud at spise sammen med Kims kollegaer, og vi havde en rigtig hyggelig aften selvom vi var ved at være rigtig godt trætte.