Den gode gerning

Kims portion af de friskstegte grøntsager
og kød. 

Lørdag havde Kim tidligt fri, så vi besluttede os at tage ned i centrum og spise på en asiatisk restaurant, der ligger nede i Kirkwood Mall. Vi er gået forbi den mange gange.

Det er en restaurant med japansk mad, hvor det hele er buffet. Det er ikke en lille buffet med nogle indbagte rejer og 2-3 andre ting. Nej det er en buffet der fyldte næsten halvdelen af restauranten. Der er 6 buffeter, hver buffet er ca. 4 m lange med en 10-15 retter i hver buffet. Der var en salatbuffet, en dessertbuffet, en buffet med forskellige ting der kan betegnes som forret, en buffet med nogle indbagte ting, en buffet med nogle retter/sovse med kød i, og en buffet med rå ingredienser, hvor man selv tager på tallerkenen hvad man vil have, og så giver man det til en ung japaner der står i for enden af buffeten, hvor han så tilbereder det man har valgt.

Nøjh, hvor det bare smagte godt det han tilberedte. Grøntsagerne var der bid i, og smagen af soja var lige tilpas. Det er det bedste jeg har fået af den slags mad længe. 

Vi sad der en times tid, vi fik begge buffet, og 2 colaer hver, og da vi så fik regningen var jeg ved at falde bagover – og det var ikke fordi det var dyrt nej, tværtimod, denne gode buffet med drikkevarer havde kostet os $ 21. Ja, det svarer til 112 kr. Det er den billigste buffet jeg nogensinde har fået. 

I USA er man i restaurationsbranchen ikke betalt ret godt, der lever tjenerne af drikkepenge, og det er fast regel at man giver 10 % i drikkepenge. Dvs. vi skulle give dem $ 2 i drikkepenge. Men eftersom det smagte så godt som det gjorde, og det ikke var dyrere, besluttede vi os for at give dem $ 30 i alt.

Da vi gik, nåede vi at se tjeneren gå hen til bordet for at tage betalingen, og der kom et lille glædesudbrud fra ham, og han nærmest hoppede hen til kollegaen ved maden og viste regningen og hvor meget de havde fået i drikkepenge.

Kim og jeg gik begge derfra med utrolig god samvittighed, og vi blev enige om at det var dagens gode gerning. Jeg kunne ikke lade være med at smile hele vejen hjem med tanken om, hvor glade de blev.